Kristent web-tv med play
Præsterne Kaj Bollmann og H. K. Neerskov var hyppige gæster bag jerntæppet.
Mange forbinder svenske TV-Inter med 90er succesen, Minns du sången, der blev fulgt på svensk fjernsyn og optaget på video i mange kristne hjem i Norden.
Fra begyndelsen af 2010 kan den populære serie genses uden kanalrundfart til Sverige eller videoafspiller.
Fra det nye år satser tv-produktionsselskabet på web-tv, hvis eneste forudsætning er en opkobling til internettet. Med play-funktionen afgør man også selv, hvad og hvornår man ønsker at se sine yndlingsprogrammer.
– Det er et naturligt skridt for os, siger tv-producer Roger Svanell til avisen Dagen, og bebuder foruden seersuccesen med de svenske sangevangelister, et væld af både tidligere og nyproduceret kristent tv på det kommende Tv-Inter Play.
– Blandt andet vil websiden indeholde et arkiv, hvor man kan finde materiale af almeninteresse, såsom pinsepioneren Lewi Petruss sidste prædiken, fortæller produceren på selskabet, der blev grundlagt af pinsebevægelsen for over 25 år siden.
Netop de ubegrænsede muligheder tiltaler Roger Svanell, der i modsætning til tv-kanalernes tidsmæssige grænser, har store forventninger til play-tv. Her er tiden ikke en faktor, hvorfor programmer kan være længere eller kortere efter behov.
– I det her format kan vi producere præcis det vi vil, hvilket føles både spændende og tillokkende, siger produceren, der forestiller sig, at målgruppen foruden internetbrugere vil bestå af menigheder, der vil bruge play-tv ved kirkelige arrangementer.
Roger Svanell understreger dog, at satsningen på internettet ikke nødvendigvis betyder et farvel til klassisk tv-produktion.